9 marts, 2012

Cykelturen til gården på landet

Hvad! Skal vi cykle37 km? Det er jo en uendelig afstand. I hvert fald for en pige i 8. klasse, der altid har fundet sådanne pedaltrædende, hjulroterende transportmetoder for en kamp, og som er dømt til at være den evige bagtrop, der dukker op en halv time efter alle andre. Men alt det sagde jeg ikke. Det var nok bedst bare at tie stille og bide tænderne sammen. Vi måtte kun besøge hende, hvis vi cyklede ud til gården langt ude på landet. Hun var så sej og havde et halmloft og en sø med en båd og katte med kattekillinger og får og langørede kaniner og… Det var noget, man for alt i verden ikke måtte gå glip af. Jeg så jo op til hende. Hun skulle ikke tro, at jeg var slap. Jeg ville ikke være slap. Altså måtte jeg op på cyklen, uanset hvor uoverkommeligt turen så måtte være.

pige cykler - tur på landet til gården

Dagen oprandt. Det var varmt forår, og der var en lethed over ens krop. Den lethed, der indfinder sig, når man smider overtøjet efter en vinter med talrige tøjlag. T-shirt og cowboybukser samt den obligatoriske cykelhjelm. Heldigvis havde de andre i dagens anledning også taget cykelhjelm på, så jeg var ikke alene om at se lidt dum ud. Vi holdt i skolegården og ventede på de sidste. Cyklen var uvant for mig, og jeg moslede ubekvemt lidt rundt med den for at vende den i den rigtige retning. Vi skulle af sted. Starten er altid lidt besværlig. Det der øjeblik, når man ikke rigtig har fået gang i pedalerne og hjulene. Man slingrer lidt, men så kommer rotationen i gang, og man cykler fremad.

Det var jo slet ikke så slemt. Det var nærmest lidt hyggeligt sådan at cykle i det grønne, friske landskab. Fuglene kvidrede, og jeg smilede fornøjet, mens jeg fløj langs landevejen. Hvorfor havde jeg gruet sådan for denne tur? Langsomt begyndte jeg at blive stakåndet. Den lette krop blev tungere. Dem foran mig blev mindre og mindre. Jeg cyklede langsommere. Nåja, det var derfor. Vi havde jo ikke en gang cyklet i tyve minutter. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne klare resten?
Måske handler det mere om bare at blive ved med at træde i pedalerne. At tænke dette som en naturlig tilstand for kroppen. At opfatte det at stoppe med at træde som en handling, og jeg havde jo ikke overskud til at handle. Altså måtte jeg blive ved med at træde i pedalerne. Det fungerede. På en måde var det livsbekræftende at bruge kroppen på denne måde. Man var lidt friere end normalt med marker til begge sider og en svag vind langs armene. Jeg nåede frem! Aldrig har jeg været så stolt af mig selv. Cykelturen havde faktisk været god, ikke kun fordi den var overstået sejrrigt, men fordi det var en kæmpe oplevelse med følelser og sanseindtryk.

GD Star Rating
loading...
Cykelturen til gården på landet, 10.0 out of 10 based on 1 rating

Leave a Reply