31 januar, 2012

Hvor mange cykler har du?

Hvis man hører til dem, der både cykler for transportens – og for fornøjelsens skyld, vil de fleste være enige om, at det ikke er nok at have én cykel. Faktisk ender mange flittige cyklister på en 3-4 stykker alt efter årstid og behov.

Den, der hænger på væggen i stuen, er racercyklen, som både skal beskyttes mod tyveri og mod vind og vejr. Den er til oplevelser og ræs og bliver mest brugt om sommeren, og aldrig om vinteren. Den er så let som muligt, og har hverken skærme, bagagebærer, støttefod eller andet unødvendigt og tyngende grej.

I skuret står hverdags-sommercyklen. Det kan være en citybike eller en sportscykel, som er den man bruger til daglig transport det meste af året, hvor der både er brug for gode køreegenskaber og mulighed for at transportere en let taske. Det kan også være den, der skal med på cykelferien, så den må gerne kunne klare en grusvej eller to og skal derfor være nummeret mere robust end raceren.

Mange vil foretrække at bruge sommercyklen det meste af året, men når det bliver rigtig koldt og vådt, er det en god idé at have en vintercykel, som er en anelse mere skridsikker og som kan leve med lidt vejsalt i kæden. Det skal ikke være den allerlækreste nyanskaffelse, men hellere en lidt ældre cykel, som dog stadigvæk har nogle ok køreegenskaber. Det kan f.eks. være en mountainbike, der med de brede dæk har klare fordele på morgenglatte veje.

Endelig er der den deciderede pendlercykel, som tilbringer det meste af tiden på en togstation, og som er dén, der skal halvere transporttiden på de 2-3 kilometer til og fra bus eller tog. Det skal selvfølgelig være en cykel, der fungerer, men derudover skal det først og fremmest være én, der ikke bliver stjålet. Det kan være utroligt praktisk at have en cykel, man ikke er bange for at efterlade en lørdag nat på en banegård, så pendlercyklen skal endelig ikke se ud af noget.

For dem, der også kører off-road i skoven, er en mountainbike et must. Den kombinerer robustheden med de gode cykelegenskaber, og kan ikke erstattes med andre cykeltyper, med mindre man har en gammel cykel, man meget hurtigt vil smadre fuldstændigt. Det kan heller ikke anbefales at bruge sin mountainbike til pendlercykel, men hvis man monterer skærme på den, kan den evt. bruges som vintercykel. Men husk i den situation at rense den for vejsalt jævnligt, da det er noget, der virkelig slider på cyklen. Omvendt kan det også være en god idé at rense kæden efter hver tur i skoven, der også kan være hård kost – læs evt. lidt mere om vedligeholdelse af din cykel.

GD Star Rating
loading...
Hvor mange cykler har du?, 9.0 out of 10 based on 1 rating

3 Responses to “Hvor mange cykler har du?”

  1. Lasse siger:

    Jeg har 3 🙂 En pendlercykel som du kalder det, min mtb til ræs i naturen og så en carbon racercykel til landevejen. Er dog lidt på udkig efter en ny mountainbike da den nuværende bare er slidt i bund

  2. Per Clausen siger:

    En enkelt cykel her – det er rigeligt for nu, men har da overvejet en god racer her til sommer

  3. Martin siger:

    Lige pt. har jeg 2 cykler. En racercykel og street cykel. Vil gerne udvide sortimentet med en en carbon racercykel i løbet af sæsonen.

Leave a Reply