22 marts, 2012

Spændende racercykler på markedet

Når foråret melder sin ankomst, begynder motionscyklisterne i Danmark så småt at pudse deres racercykler og trille ud på sæsonens første træningsture. For nogen er det tid til at købe en ny racercykel, mens andre måske skal ud og investere i en racercykel for første gang. Interessen for cykelsport får som regel endnu et boost, når Tour de France sættes i gang i juli. Mange cykelfabrikanter ser de store etapeløb og de professionelle hold som et vigtigt udstillingsvindue for deres produkter – hvis ikke det vigtigste overhovedet.


Alles øjne er rettet mod World Tour-holdene i Tour de France og deres cykler, og mange af de store cykelmærker er repræsenteret. Men der findes et utal af cykelmærker inden for racercykler, og de kendte mærker er ikke altid den mest spændende løsning, hvis man vil have noget anderledes at køre på.

Italienske cykelmærker

De gamle, italienske mærker er jo altid populære, måske netop fordi de er gamle og sjældne og derfor opfattes som værende meget autentiske. Italienske cykelfabrikanter som Casati og Milani er sjældne, men de har faktisk begge eksisteret siden 1920erne og er derfor ældre end både Pinarello og Colnago, der begge blev grundlagt i 1950erne.

Spanske cykelmærker

I Spanien findes også nogle gamle, hæderkronede cykelfabrikanter, som man ikke ofte ser på de danske landeveje. Spanske Orbea var oprindelig en fabrik, der fremstillede skydevåben, men i 1930erne begyndte man at bygge cykler, mens de baskiske Bestegui-brødre begyndte cykelproduktion allerede i 1909, og der skabte BH cykler. Både Orbea og BH har sponsoreret professionelle cykelhold.

Engelske cykelmærker

Cykelmærkerne Pro-Lite og Isaac stammer begge fra Storbritannien, omend de i dag bygges i henholdsvis Taiwan og Tyskland. Begge er to spændende cykelfabrikanter, der ikke ses ofte i Danmark.

Tyske  cykelmærker

Tyske cykler er tungt repræsenteret i Danmark ved Focus, Cube og Canyon, men vil man have tysk kvalitet og samtidig have noget anderledes, kan man overveje eksempelvis Storck eller Stevens, der begge har modtaget flotte anmeldelser, men alligevel er sjældne syn på danske landeveje.

Amerikanske  cykelmærker

Amerikanerne har andre mærker at byde på end blot Specialized, Trek og Cannondale. For eksempel er Litespeed, der især er anerkendt for sine titanium-stel, et godt bud på en anderledes cykel, og Parlee Cycles fra Boston har vundet flere priser for deres carbonrammer.

Så der er nok at vælge imellem og mange muligheder for at vælge en anderledes cykel, hvis man ønsker det.

GD Star Rating
loading...
Spændende racercykler på markedet, 8.3 out of 10 based on 6 ratings

Leave a Reply