15 marts, 2012

Tour de France samler folket

mont ventoux i tour de france - bjerg etapeDer er noget magisk over Tour de France; den spreder en helt særlig energi. Det er, som om tiden står stille i de tre uger i juli, og alt handler om touren. Folk arbejder hjemme for at kunne følge med, andre haster hjem fra arbejde og planlægger weekender og ferier nøje efter tour-programmet – især dem, der tager helt til Frankrig for at kunne heppe med fra sidelinjen.

Men også for dem, der egentlig ikke er specielt interesseret i cykler eller cykelløb, kan touren noget helt særligt. Den samler folk og skaber traditioner, og når den sidste rytter kører over målstregen på ChampsÉlysées spredes en stor tomhed. Touren inviterer ALLE ind i en tidslomme, hvor der er trygt og rart, og man kan læne sig tilbage og nyde Jørgen Leths store røst, når han livligt og engageret deler af sin kæmpestore viden om gamle vingårde, prominente slotte og fransk storhed og tradition. Tour de France er en folkefest, vi kan glæde os til hvert år, og et samtaleemne, der igennem de tre uger altid er værd at tage op: Hvem vinder dagens etape, hvem mon får bjergtrøjen og den gule trøje, hvem hepper du på i enkeltstarten? Touren drager folk mod tv’et og spreder glæde.

Tour de France er helt unik

Tour de France samler folket ligesom andre store sportsbegivenheder som EM og VM i håndbold og fodbold, OL og turneringer med Caroline Wozniacki, men hvor andre begivenheder er bestemt af, hvem der mon kommer videre, hvor begivenheden foregår og sjældent forløber over flere dage i træk, har touren det helt unikke, at det er hver dag i hele tre uger på samme tid og sted hvert år. Det er et vakuum, en tradition og en bebuder om, at det nu er juli, solen står højt på himlen, og store dele af verden er samlet om netop en og samme sportsbegivenhed: Le Tour de France.

Alle de mange skandaler om doping vidner bare om, hvor særlig touren er. For trods alle skriverierne, afsløringerne og alle kommentarerne om det usportslige ved EPO, har det ikke lykkedes at hive Tour de France af plakaten eller gøre det til en mindre elsket begivenhed. For netop touren er så stor, så samlende, så enestående, så traditionsbunden, at det magiske ikke kan tages væk. Det er Le Tour de Tous (Touren for alle).

GD Star Rating
loading...
Tour de France samler folket, 9.5 out of 10 based on 2 ratings

Leave a Reply